D&D Byggeri | Kunde hos e-Regnskab fra Hallerup

D&D Byggeri: Mindre tastearbejde. Mere tid til godt håndværk.

Dan og Dennis deler en virksomhed, en god portion humor og en forkærlighed for løsninger, der virker. Men da de skulle samle administrationen i e-Regnskab, et regnskabsprogram til håndværkere, var begejstringen ikke helt ligeligt fordelt. I dag er det især færre manuelle opgaver og hjælpen i opstarten, der har gjort forskellen.

I en have i Ballerup er en træterrasse ved at tage form. Over hækken blander lyden af arbejdet sig med en lettere skrattende radio, grin og skarpe comebacks. 

Her finder vi Dan og Dennis fra D&D Byggeri. Et makkerpar, hvor både håndværket og bemærkningerne sidder lige i skabet. 

De mødte hinanden til fodbold for mere end 15 år siden. Dengang var det, understreger de, altså ikke på et oldboyshold. 

Siden blev holdkammeraterne også kompagnoner. Og spørger man Dennis, hvordan virksomheden opstod, kommer svaret uden den store iværksætterromantik: 

»Det var sgu lidt et uheld!« 

Et ganske heldigt uheld, skulle det vise sig. 

Styr på håndværket. Men hvad med regnskabet?

Dennis er uddannet tømrer og har mere end 15 års erfaring i byggebranchen. Dan har mere end 10 års erfaring inden for anlæg og byggeri, og 7 års erfaring som tømrer. Sammen løser de opgaver i København og omegn – fra renoveringer og terrasser til løbende arbejde for blandt andet natklubber. 

Også administrationen er fordelt mellem dem. Dennis tager sig især af tilbud og den gode start med nye kunder. Dan holder styr på økonomien og den løbende kundekontakt. 

Men regninger, bilag og tilbud passer desværre ikke sig selv, mens man bygger en terrasse. 

I deres tidligere arbejdsgange gik der for meget tid med manuel indtastning og afstemning. Samtidig fik de ikke udnyttet muligheder som tidsregistrering optimalt. De havde brug for et regnskabsprogram til håndværkere, der kunne samle flere af virksomhedens opgaver og automatisere det administrative arbejde.

Derfor spidsede de ører, da både en tømrer og en elektriker i deres netværk talte godt om e-Regnskab. 

Men Dan havde ikke tænkt sig at lade sig overbevise alene af god omtale. 

Dan havde skepsissen med til opstarten 

»Jeg var meget skeptisk.« 

Dan lægger ikke fingrene imellem. Han syntes, at e-Regnskab virkede lidt oldschool, og han oplevede for mange klik for at komme frem til det, han skulle bruge. 

Dennis kendte allerede lidt til e-Regnskabs appen fra et tidligere arbejde og var mere åben over for mulighederne. Men heller ikke for ham var overgangen bare et spørgsmål om at trykke på en knap. 

At bruge e-Regnskab som medarbejder var én ting. At få administratoradgang og ansvar for virksomhedens arbejdsgange var noget andet. 

De skulle lære systemet at kende, samtidig med at kunderne og byggeopgaverne stadig skulle passes. 

Her kom Camilla ind i billedet. 

Camilla holdt dem til ilden 

Som implementeringskonsulent hjalp Camilla, Dan og Dennis i gang med e-Regnskab. Hun underviste, ringede og fulgte op på, hvordan det gik. 

Kemien var god fra første møde. Dan og Camilla fandt endda ud af, at de har fødselsdag samme dag. Men det var især hendes hjælp undervejs, der gjorde indtryk. 

»Det var faktisk fantastisk. Det var helt sikkert Camilla, der fik vendt min skepsis,« fortæller Dan. 

Han fremhæver, at hun holdt dem til ilden og fulgte op. Han husker også stadig, at hun besvarede en besked en lørdag aften. 

Med hjælpen i ryggen og flere af systemets funktioner i brug begyndte Dan at se, hvad e-Regnskab kunne gøre for deres hverdag. 

»Nu tager det mig ti sekunder« 

Bankfilerne blev et særligt tydeligt eksempel på, hvad automatiseringen kunne gøre for Dan. Tidligere brugte han lang tid på manuel indtastning i forbindelse med arbejdet med banken. 

»Før brugte jeg lang tid på at indtaste det hele manuelt. Det var mildest talt et helvede. Nu tager det mig ti sekunder.« 

Også tilbudsarbejdet er blevet lettere. Før blev tilbuddene skrevet fra bunden hver gang. Nu bruger Dennis skabeloner i e-Regnskab. 

For den dynamiske duo, er det netop den slags lettelser, der gør en forskel: mindre gentagelse og færre ting, der skal tastes manuelt. 

Fra byggemarked til automatisk bogføring hos D&D Byggeri

En af de største fordele for Dan og Dennis er, at flere dele af virksomheden nu er samlet samme sted. Det giver dem et bedre grundlag for at følge med i økonomien. Som Dennis siger: 

»Vi kan jo holde øje med, hvad vi faktisk tjener nu.« 

Det er nyttig viden, når en fyldt kalender også gerne skal kunne mærkes på resultatet. 

Og så er der kvitteringerne fra byggemarkedet; De kan lægges ind med det samme og komme med i regnskabet, så de ikke bliver endnu en opgave, der venter senere. 

Dennis’ vurdering er kort: »Det er genialt.« 

Et system, der skal gøre sig fortjent til anbefalingen 

Dan og Dennis har stadig enkelte ønsker til systemet. Og Dan synes da også fortsat, at dele af brugerfladen er lidt for “oldschool”. 

Men det holder bestemt ikke duoen fra, fortsat at anbefale e-Regnskab til andre i branchen.  »e-Regnskab er super smart til virksomheder med 3+ ansatte, og derfor anbefaler vi systemet til dem vi kender. « fortæller Dennis 

For D&D Byggeri kom begejstringen gennem hjælpen i opstarten og de opgaver, der blev lettere i hverdagen. Bankfilerne. Tilbudsskabelonerne. Kvitteringerne. Overblikket over, hvad de faktisk tjener. Og menneskerne bag e-Regnskab.

For dem handler et godt regnskabsprogram til håndværkere nemlig ikke kun om bogføring, men om at få hverdagen til at hænge bedre sammen.

Der er stadig terrasser, der skal bygges, kunder, der skal ringes til, og comebacks, der skal leveres. 

Nu er der bare færre ting, som skal tastes manuelt først.

Klar til at komme godt i gang?

Lad os tage en gratis og uforpligtende snak om, hvordan vi eventuelt kan hjælpe din virksomhed

Bliv klogere på din virksomhed

Book en gratis og uforpligtende rådgivning​

altid lige ved hånden; En let og venlig ordbog

Download din gratis regnskabsordbogen